Jeg havde en stor bunke tomater, der var godt modne, da de blev plukket. Og hvad bedre at bruge nogle lettere overmodne tomater på end ketchup.
Vi havde nogle dage før herhjemme talt om, hvor lækker min farmors hjemmelavede ketchup var, da jeg var barn. Til trods for at jeg brugte farmors opskrift, smagte det ikke, som jeg husker – men absolut ikke dårligt.
Jeg lavede af et kilo store og små tomater og slutresultatet blev til ca. 1½ liter ketchup. Nu skal der bare grilles pølser, så vi kan teste ketchuppen.
Jeg lavede ketchuppen af følgende ingredienser:
1 kilo meget modne tomater
3 mindre æbler – helst nogle let sure
3 skalotteløg
4 fed hvidløg
1½ dl. edikke – den du bedst kan lide
50 gram brun farin
Et lille drys salt
kværnet peber
et drys kanel
2 nelikker
Når alt er vasket og skåret groft ud, skal det hele i gryden og små simre i ca. en time. Nu skal det blendes og igennem en si og tilbage i en gryde. Nu kan du smage den til og koge den op, inden den skal direkte på glasflasker. Jeg overhældte flaskerne og låg med kogende vand og rystede dem med Atamon.